Navigation
Forside
Kunstnere
Det sker
Frederiks Bastion
Allerslev Kloster
Tidligere udstillinger
Køb af kunst
Tilmeld dig nyhedsbrev
Kontakt os
Artikler
Om netgalleri.dk
Links

Nyt kulturansigt på Frederiks Bastion
Nyt kulturansigt på Frederiks Bastion

Flemming Kassebeer er fremover primus motor på de kulturelle aktiviteter på Frederiks Bastion. Maleren Aage Engelberts værker springer nu og indtil 29. marts fra Kassebeers virtuelle netgalleri.dk ud i virkeligheden på bastionens vægge.

Af Hanne Bjørton - Amager Bladet.
Mandag den 23. februar 2009


Før var det Foreningen Norden, der stod for de kulturelle aktiviteter på Frederiks Bastion, Refshalevej 80. Men nu har gallerist Flemming Kassebeer overtaget opgaven. Han er tidligere musiker og har et galleri i kapellet på Allerslev Kloster i Lejre og det virtuelle netgalleri.dk, som både viser kunst på nettet og ude i virkeligheden.

"Foreningen Norden stoppede med de kulturelle aktiviteter på Frederiks Bastion i december, og jeg kender Kirstine og Kenneth Ellegaard, der forpagter stedet, så det var nærliggende at springe til, da de kiggede efter en ny samarbejdspartner," fortæller Flemming Kassebeer.

Parret er glad for det nye samarbejde. For udover spisende gæster tiltrækker bastionen også et publikum, der fascineres af den 265 år gamle bygning.

"Mange vil gerne bare ind og se på bygningen, men kan måske ikke rigtig lide at gå indenfor, hvis de ikke skal have noget at spise. Når der nu kommer kunst på væggene, så er der noget at komme ind og se på hele tiden," siger Kirstine Ellegaard.

Sammen med sin mand Kenneth, der er kok og uddannet på Divan2 og Operaen, driver hun både café og restaurant på Frederiks Bastion og udlejer de smukke lokaler til selskaber.

Intimkoncerter
Den nye frontmand på kulturen vil præsentere nye udstillinger på bastionen omtrent hver anden måned. Den første blev ferniseret i gang i lørdags - en udstilling med værker af maleren Aage Engelbert, der også er repræsenteret på netgalleri.dk

"Udstillingerne vil primært være med kunstnere fra netgalleri.dk, men jeg har også andre på bedding - nogle jeg gerne vil have prøvet af. Det handler meget om kemi mellem kunstnere og jeg, for mantraet er, at det skal være sjovt," siger Flemming Kassebeer.

Foruden at bastionens to etager skal benyttes som galleri, har han også planer om musikarrangementer.

"Det er min tanke at have koncerter måske en gang om måneden. Lige nu er jeg i forhandling med forskellige bands - det bliver nok ikke det hårdeste heavy metal, men henne i noget jazz, folk, blues, og ikke nødvendigvis med en masse strøm," smiler den nye kulturmand.

Udstillingen med Aage Engelbert kan ses frem til 29. marts 2009, og Frederiks Bastion holder åbent alle dage undtagen tirsdag. Gratis adgang.


Netgalleri.dk copyright © 2006 - 2010.